Odense Marcipan Group leverer acceptabelt resultat i en svær tid
Covid-19 gjorde 2020 til et udfordrende år for mange virksomheder. Orkla-selskabet Odense Marcipan Group var ingen undtagelse, selv om det lykkedes at øge salget gennem detailhandlen. Salget af marcipan og marcipanrelaterede produkter til food service og bagerier blev primært mærket af Covid-19.
En omsætning på 341 mio. kr. i 2020 var på niveau med året før (346 mio. kr.). Årets resultat faldt 9 mio. kr. Fra ca. 29 mio. kr. i 2019 til knap 20 mio. kr. i 2020.
”Det er altid mere motiverende og tilfredsstillende at opleve vækst. Men resultatet er acceptabelt for et år, som var helt usædvanligt og ganske vanskeligt for mange af vores kunder og for os, grundet de korte tidsfrister for lukning og åbninger af samfundet. Vores egen organisation stod derfor også i en situation, hvor der var brug for omstilling og nytænkning. Medarbejderne udviste en meget høj grad af fleksibilitet og vilje til, at vi skulle komme stærkt gennem et svært år. Vi har primært gjort brug af arbejdsfordelingsmodellen. Medarbejderne har haft en enestående tilgang til at være fleksible,” fortæller Niels S Søgaard CEO, Odense Marcipan A/S.
Førende på verdensmarkedet
Odense Marcipan Group er verdens førende producent af marcipan og marcipanrelaterede produkter. Firmaet er repræsenteret på alle markeder, hvor marcipan anvendes, og ODENSE er det største mærke i de skandinaviske lande. ODENSE-produkterne sælges til bagerier, food service, industri og dagligvaremarkedet, og produkterne bliver i stort omfang anvendt i nydelsesmiddelindustrien af mange førende kage -og konfektureproducenter.
Odense Marcipan Group står desuden bag Bæchs Conditori, som leverer frostløsninger inden for kager og desserter, og Igos, som producerer marmelader og frugtfyld. I 2020 overtog Odense Marcipan Group den svenske kageproducent Frödinge fra et søsterselskab i Sverige. Opkøbet af kageproducenten var en formalisering af et årelangt, tæt samarbejde. Målet var at styrke positionen inden for frosne kager og desserter i Skandinavien.
Positive forventninger til 2021
Forventningerne til 2021 er positive. Niels S Søgaard siger: ”Odense Marcipan Group består i dag af et stærkt match af virksomheder inden for områder, der passer naturligt sammen og supplerer hinanden. Vi spiller en vigtig rolle, når det handler om kager, desserter og konfekture – både i det professionelle set-up og i det private køkken. Vi oplever, at Covid-19 og udsendelser som Bagedysten har bidraget til, at mange private har fået lyst til at eksperimentere i køkkenet med at bage kager. Det er en positiv udvikling.”
Senest har Odense Marcipan Group udvidet inden for kagedekorationer og kagecreme.
For yderligere information, kontakt venligst:
Niels S Søgaard, CEO, Odense Marcipan A/S
M: 20 10 76 60
E: [email protected]
Eller
Nilüfer Sahin, Kommunikationsdirektør for Orkla-selskaberne Danmark
M: 26 82 22 97
E:[email protected]
Pressefoto – kan frit benyttes:
https://resources.mynewsdesk.com/image/upload/t_mediabank_v1/ieoa4pnvih5hjgwsyw2z.jpg